DI søger en dygtig analytiker til ny grøn satsning
Vil du levere de analyser og beregninger, der hjælper erhvervslivet og Danmark i mål med den grønne omstilling? Så har DI en unik mulighed i nyoprettet grøn analyseenhed!
Den grønne omstilling er gået ind i en ny fase, som stiller stadigt større krav til samfundet, erhvervslivet og Dansk Industri. Udover CO2-dagsordenen, spiller f.eks. ressourceforbrug, biodiversitet, klimasikring, energisikkerhed og cirkulær økonomi også afgørende roller i den grønne omstilling. Derfor opruster DI nu sin grønne regnekraft markant med oprettelsen af en ny og tværgående grøn analyseenhed, der skal hjælpe med at sætte tal på den grønne omstillings muligheder og udfordringer – både i samfundet og for vores medlemsvirksomheder.
Kom med ind i maskinrummet for fremtidens grønne omstilling
Som Danmarks største erhvervsorganisation, er Dansk Industri (DI) en afgørende samfundsaktør ift. den grønne omstilling. Vi gør os allerede gældende på mange af de dagsordener, der er mest definerende for den grønne omstilling og arbejder f.eks. med grøn energiforsyning, cirkulær økonomi, klimamål, grønne skattereformer og meget mere.
For at styrke vores indsats yderligere, opretter DI nu en central grøn analyseenhed, der skal styrke den analytiske og kvantitative understøttelse af arbejdet med den grønne omstilling på tværs af DI. Arbejdet vil således både spænde bredt – fra biodiversitet til fremtidssikring af energisektoren– og give mulighed for faglig fordybelse indenfor nicheområder i den grønne omstilling.
Arbejdet vil foregå i tæt samarbejde og løbende dialog med både interne og eksterne aktører. Du vil således skulle samarbejde med DI’s andre politiske enheder og branchefælleskaber, vores samarbejdspartnere i andre erhvervsorganisationer og en lang række politikere og embedsmænd. Derudover vil du forventeligt skulle have en faglig dialog med andre grønne analytikere i organisationer som det miljøøkonomiske råd, klimarådet og grønne tænketanke mv.
Dine opgaver
Som analytiker i DI’s nyoprettede enhed ’Grøn økonomi og analyse’, vil du bl.a. skulle ;
- Indsamle og analysere ny data om erhvervslivet grønne omstilling, som løbende skal omsættes til analyser, politiske udspil og fagligt input til ministerier, tænketanke mv.
- Udarbejde og videreudvikle analytiske værktøjer, der kan hjælpe DI’s medlemsvirksomheder i deres grønne omstilling.
- Udarbejde analyser, der kan sætte en dagsorden og præge konkrete politiske udspil.
- Bidrage til større publikationer i samarbejde med andre politiske afdelinger i DI, herunder f.eks. DI’s 2030/35-plan og større politiske udspil med relation til den grønne omstilling.
- Bidrage til høringssvar inden for dit ansvarsområde og DI’s løbende kommentering af udgivelse fra f.eks. Klima-, Forsynings- og Energiministeriet, Klimarådet og Det Miljøøkonomiske Råd.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du har:
- En relevant uddannelse på kandidatniveau. Du kan f.eks. være økonom, jordbrugsøkonom eller lignende uddannelse med stærkt kvantitativt fokus.
- Meget stærke analytiske og metodiske kompetencer.
- Analytisk erfaring med klima-, energi- og/eller miljøøkonomi.
- Stor interesse for og mod på at opbygge viden på nye fagfelter såsom, cirkulær økonomi og materialeaftryk, biodiversitet, energimodeller eller lignende.
- En godt øje for den gode historie og hvordan den underbygges med tal og viden.
- Stærke samarbejdsevner og en proaktiv tilgang til dit arbejde.
Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du;
- Har erfaring med økonomisk modellering indenfor det grønne område. Det kunne f.eks. være modeller som Balmorel, GrønREFORM eller lign.
- Har erfaring fra centraladministrationen.
- Et stærkt netværk blandt andre grønne økonomer og interessenter på det grønne område.
- Har erfaring fra en politisk ledet organisation eller med politisk interessevaretagelse.
- Er analytisk kreativ og har blik for, hvordan data kan danne grundlag for ny politik.
- Har viden om energiøkonomi og/eller cirkulær- og ressourceøkonomi.
- En god forståelse for den grønne omstillings muligheder og udfordringer – både fra samfunds- og virksomhedsperspektiv.
Som udgangspunkt er det ikke afgørende, om du er nyuddannet eller har flere års erfaring.
Hvorfor DI?
Vi tilbyder en stilling, hvor du får mulighed for at udvikle dig fagligt og strategisk i en organisation med stor indflydelse på dansk og international politik. Du vil komme tæt på beslutningsprocesser, arbejde med nogle af Danmarks førende eksperter på det grønne område og arbejde tæt sammen med nogle af de globale virksomheder, der har størst betydning i den grønne omstilling.
Du vil som naturligt indgå i vores store økonomfaglige fællesskab, der samler økonomer på tværs af hele organisationen og giver dig adgang til løbende sparring, spændende opgaver og et vedvarende fokus på din faglige udvikling via eksterne oplæg, faglige ’værkstedsmøder’ mv.
Hos DI får du en fleksibel arbejdsplads med mulighed for både fordybelse og faglig sparring i et stærkt team. Vi er samtidig en arbejdsplads med mange og alsidige medarbejdertilbud, herunder en bred vifte af foreninger og sportsklubber, muligheder for at komme ud i verden og en lang række sociale begivenheder i løbet af året.
Du bliver en del af en helt nyoprettet enhed, der pt. består af en chef og to øvrige medarbejdere med alsidig erfaring med klima-, energi- og miljøøkonomi. Vi lægger i den forbindelse stor vægt på, at du selv får lov til at præge din egen og enhedens udvikling og fokus. Stillingen er derfor en unik mulighed for dig, der drømmer om at kunne analysere og sætte tal på en bred vifte af problemstillinger indenfor den grønne omstilling.
Som organisation er DI kendetegnet ved et uhøjtideligt og ambitiøst arbejdsmiljø, hvor der er stort fokus på din personlige og faglige udvikling.
Interesseret?
Så send os dit CV via ansøgningsknappen. I stedet for en ansøgning, vil vi bede dig svare på nogle spørgsmål, hvor vi lærer dig og din motivation bedre at kende.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte chef for grøn økonomi og analyse Morten Munch Jespersen på mmuj@di.dk eller telefon +45 52 13 23 57.
Vi glæder os til at høre fra dig!
- Department
- Analyser & Rapportering
- Lokationer
- DI København - Industriens Hus
- Antal stillinger:
- 1
- Ansøgningsfrist
- 23. marts 2025
DI København - Industriens Hus
A unique career - Join us
Om Dansk Industri
Vi er Danmarks største erhvervsorganisation, og hver dag arbejder vi for at gøre dansk erhvervsliv til det bedste i verden!
Som medarbejder i DI er du en del af et unikt, værdiskabende fællesskab, der er større end de enkelte dele – sammen gør vi en verden til forskel for vores 20.000 medlemsvirksomheder. Vi tager vores rolle som samfundsaktør seriøst – derfor gør vi os umage med at levere høj service og faglighed til vores medlemsvirksomheder – og være på forkant med samfundsudviklingen – hvad enten vi påvirker den politiske dagsorden i erhvervslivets interesse eller leverer personalejuridisk rådgivning, uddannelser, netværk og arrangementer til de mange forskellige virksomheder i vores medlemskreds.
En værdiskabende karriere og et meningsfyldt arbejdsliv
I DI vil vi have de bedste rammer for et godt og meningsfyldt arbejdsliv. Derfor har vi fokus på at skabe en arbejdsplads med høj medarbejdertrivsel, fleksibilitet og muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dit fulde potentiale. Vi ved, at vi opnår de bedste resultater i fællesskab. Det betyder, at vi altid er imødekommende og nysgerrige over for vores kollegers idéer og aldrig er bange for at bidrage til hinandens succeser. En god DI-kollega er karakteriseret ved at bringe mod, styrke og hjerte til bordet i sin adfærd, sine relationer og i sine beslutninger. Dét skaber sammenhold, samhørighed og resultater.
Indflydelse – nationalt og internationalt
DI har hovedkontor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Vi er også til stede regionalt, europæisk og globalt – med kontorer og projekter rundt om i verden for at hjælpe vores medlemmer med at erobre nye markeder.
Læs mere om os på di.dk/job
DI søger en dygtig analytiker til ny grøn satsning
Indlæser ansøgningsskema
Arbejder du allerede hos Dansk Industri?
Lad os rekruttere sammen og finde din næste kollega.