Studentermedhjælper til DI Digital (AI for Alle)
Har du en naturlig interesse for teknologi og AI, og er du god til at forklare komplicerede emner, så andre faktisk kan forstå dem? Kan du samtidig holde hovedet koldt, når der er mange bolde i luften, og følge op på projekter, indtil tingene er på plads? Så er det måske dig, vi leder efter til vores AI for Alle team i Dansk Industri.
Hjælp os med at gøre AI tilgængeligt for danske virksomheder
I Dansk Industri arbejder vi med indsatsen AI for Alle, hvor vores opgave er at hjælpe danske virksomheder med at forstå og udnytte mulighederne i kunstig intelligens.
Det gør vi blandt andet ved at fortælle historierne om, hvordan frontløberne bruger AI i praksis, skrive guides og artikler om ny teknologi og afholde webinarer og konferencer. Det hele samles på vores website www.di.dk/ai, hvor titusindvis af besøgende læser med.
Som studentermedhjælper kommer du til at arbejde tæt sammen med den ansvarlige for AI for Alle og hjælpe med både kommunikation og den praktiske koordinering, der får vores aktiviteter til at lykkes.
Samtidig får du mulighed for at sætte dit eget præg på indsatsen. Du er med til at vurdere hvilke nye AI-tendenser vi skal sætte fokus på? Og hvilke historier vi skal fortælle? Dine idéer kan være med til at forme, hvordan vi hjælper danske virksomheder med at følge med i AI-udviklingen.
Hvad kommer du til at lave?
Du får en alsidig hverdag, hvor du både skal bruge din nysgerrighed, dine kommunikationsevner og din sans for at skabe overblik.
Dine opgaver vil blandt andet bestå af at:
Skrive artikler, guides og virksomhedscases til AI for Alle, hvor du gør komplekse teknologiske emner forståelige og relevante for vores medlemmer.
Kontakte og interviewe virksomheder om deres arbejde med AI og hjælpe med at få historierne gjort til inspirerende use-cases.
Koordinere på tværs af medlemmer og kolleger i DI, eksempelvis ved tværfaglige samarbejder og som en del af arbejdet med arrangementer.
Udvikle indhold til vores kommunikationskanaler, herunder nyhedsbreve, LinkedIn og di.dk.
Hjælpe med konferencer, webinarer og arrangementer, herunder vores årlige AI for Alle Konference.
Holde øje med udviklingen inden for AI og undersøge nye teknologier, værktøjer og historier, som kan være relevante for danske virksomheder.
Nogle dage vil du være fordybet i research og skrivearbejde. Andre dage handler det om at følge op på komplekse sager, og sikre retning for forskellige interessenter.
Hvem er du?
Din uddannelsesbaggrund er ikke det afgørende. Du læser måske kommunikation, journalistik, IT eller noget helt andet. Det vigtigste er, at du kan kommunikere godt og har en oprigtig interesse for teknologi.
Vi forestiller os, at du:
Er en dygtig formidler, der skriver godt og kan gøre selv tekniske emner interessante og forståelige. Du er også tryg ved at tale med nye mennesker, hvad enten det er en kollega eller en direktør i en stor medlemsvirksomhed.
Har en naturlig interesse for AI og teknologi. Du bruger allerede AI-værktøjer i din hverdag og opsøger selv ny viden, fordi du synes, det er spændende. Du behøver hverken være programmør eller AI-ekspert, men du skal have en naturlig lyst og evne til at forstå, hvordan teknologien fungerer.
Har gåpåmod og tager initiativ. Du er ikke bange for at gribe telefonen, stille spørgsmål eller følge op, når noget trækker ud.
Arbejder struktureret og selvstændigt. Du kan holde overblik over flere opgaver og drive dit arbejde fremad, også når situationerne bliver komplekse.
Er omstillingsparat og har et positivt sind. Vi arbejder med en teknologi og i en industri, der udvikler sig hurtigt, og hvor hverdagen ikke altid går efter planen. Derfor er det vigtigt, at du kan finde løsninger, når tingene ændrer sig.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af DI Digital, hvor vi er omkring 20 kolleger, som arbejder med forskellige teknologiområder, blandt andet AI, cybersikkerhed, kvanteteknologi og telekommunikation. Vi har en uformel omgangstone, et godt socialt sammenhold og hjælper hinanden på tværs af fagområder.
I AI for Alle-teamet får du et tæt samarbejde med den ansvarlige konsulent og god mulighed for at lære og udvikle dig undervejs.
Du får blandt andet:
Indblik i dansk erhvervsliv på tværs af brancher. Den ene uge taler du måske med en virksomhed i shippingbranchen, den næste med en produktions- eller byggevirksomhed. Du får mulighed for at møde og lære af både eksperter, virksomhedsledere og beslutningstagere.
Praktisk erfaring med kommunikation, AI og projektkoordinering. Du kommer til at arbejde med indhold, som faktisk bliver udgivet, og aktiviteter, som når ud til danske virksomheder.
Mulighed for at præge dit eget arbejde. Du får plads til at komme med idéer, undersøge emner, du selv finder interessante, og tage selvstændigt ansvar for opgaver.
Et stærkt fagligt og socialt miljø. DI er Danmarks største erhvervsorganisation med mange forskellige fagligheder og et aktivt studentermiljø med sociale aktiviteter på tværs af organisationen.
Praktisk information
Arbejdstiden er som udgangspunkt 15 timer om ugen med mulighed for flere timer i travle perioder. Vi har naturligvis forståelse for, at arbejdet skal planlægges med respekt for studiet, og der er selvfølgelig fleksibilitet omkring undervisning og eksaminer.
Din arbejdsplads bliver Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Vi foretrækker, at du som udgangspunkt arbejder fra kontoret, men der er mulighed for hjemmearbejde efter aftale.
Vi afholder samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat. Vi opfordrer derfor til at søge hurtigst muligt men senest den 30. november 2026. Opstart forventes at være i januar 2027.
Du søger stillingen via DI's rekrutteringssystem. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Michael Øhlenschlæger på e-mail: MIBO@di.dk
- Department
- Studentermedarbejder
- Lokation
- DI København - Industriens Hus
- Antal stillinger:
- 1
- Ansøgningsfrist
- 30. november 2026
- Samtaler
- Går du videre i processen, vil du blive inviteret til en personlig samtale via mail, så hold øje med din indbakke og evt. spamfilter.
DI København - Industriens Hus
Om Dansk Industri
Vi er Danmarks største erhvervsorganisation, og hver dag arbejder vi for at gøre dansk erhvervsliv til det bedste i verden!
Som medarbejder i DI er du en del af et unikt, værdiskabende fællesskab, der er større end de enkelte dele – sammen gør vi en verden til forskel for vores 20.000 medlemsvirksomheder. Vi tager vores rolle som samfundsaktør seriøst – derfor gør vi os umage med at levere høj service og faglighed til vores medlemsvirksomheder – og være på forkant med samfundsudviklingen – hvad enten vi påvirker den politiske dagsorden i erhvervslivets interesse eller leverer personalejuridisk rådgivning, uddannelser, netværk og arrangementer til de mange forskellige virksomheder i vores medlemskreds.
En værdiskabende karriere og et meningsfyldt arbejdsliv
I DI vil vi have de bedste rammer for et godt og meningsfyldt arbejdsliv. Derfor har vi fokus på at skabe en arbejdsplads med høj medarbejdertrivsel, fleksibilitet og muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dit fulde potentiale. Vi ved, at vi opnår de bedste resultater i fællesskab. Det betyder, at vi altid er imødekommende og nysgerrige over for vores kollegers idéer og aldrig er bange for at bidrage til hinandens succeser. En god DI-kollega er karakteriseret ved at bringe mod, styrke og hjerte til bordet i sin adfærd, sine relationer og i sine beslutninger. Dét skaber sammenhold, samhørighed og resultater.
Indflydelse – nationalt og internationalt
DI har hovedkontor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Vi er også til stede regionalt, europæisk og globalt – med kontorer og projekter rundt om i verden for at hjælpe vores medlemmer med at erobre nye markeder.
Læs mere om os på di.dk/job