Koordinator til Regionalsupport med blik for struktur og koordinering (barselsvikariat)
Bliv hverdagens vigtige samlingspunkt, og vær med til at sikre, at DI's regionale aktiviteter, arrangementer og administrative processer løber professionelt og effektivt.
Har du flair for koordinering, administration og kvalitet i detaljen, og motiveres du af at skabe struktur og overblik? Så kan du blive en vigtig del af Regionalsupport i DI.
Stillingen er et barselsvikariat på et år med ansættelsesstart torsdag den 1. oktober 2026.
Et job med ansvar for koordinering og drift
Som koordinator i Regionalsupport får du en central rolle i den daglige drift og administrative support. Du bliver en vigtig støtte for både kolleger og samarbejdspartnere og er med til at sikre, at arrangementer, data og processer fungerer effektivt og professionelt.
Rollen kræver, at du trives med mange forskellige administrative opgaver og kan holde styr på både detaljer og deadlines. Du bliver tovholder på en række administrative processer og får en vigtig rolle i at skabe overblik, følge op på opgaver og sikre høj kvalitet i leverancerne. Samtidig bliver du en del af et team, hvor samarbejde og service er afgørende for, at hverdagen fungerer godt.
Dine vigtigste opgaver bliver at
planlægge og koordinere arrangementer, årsdage, webinarer og prisuddelinger
understøtte DI's enheder med regionale og lokale aktiviteter
vedligeholde og opdatere data om foreninger og udvalg i DI's systemer
opdatere hjemmesider og kvalitetssikre indhold, herunder læse korrektur
koordinere administrative processer og sikre opfølgning på opgaver
løse løbende administrative og ad hoc-relaterede opgaver
bidrage til, at teamet leverer en høj og ensartet service til organisationen
Er det dig, vi søger?
Du motiveres af at skabe struktur, koordinere mange forskelligartede opgaver og sikre, at tingene bliver fulgt til dørs. Du arbejder systematisk og har sans for detaljen, samtidig med at du formår at bevare overblikket, når tempoet er højt.
Derudover er du serviceminded af natur og sætter en ære i at hjælpe kolleger og samarbejdspartnere.
Vi forestiller os, at du:
arbejder struktureret og har blik for detaljer
er stærk til planlægning, koordinering og opfølgning
trives med administrative opgaver og driftsansvar
har gode IT-kompetencer og lærer hurtigt nye systemer
tager ansvar for opgaver og følger dem til dørs
er samarbejdsorienteret og bidrager positivt til fællesskabet
Din succes måles især på din evne til at skabe struktur, sikre kvalitet i data og processer samt levere professionel og effektiv support til organisationen.
Et stærkt team med plads til forskellighed
Du bliver en del af Regionalsupport, som foruden dig består af en leder og fire engagerede kolleger. Sammen understøtter I DI's regionale aktiviteter og bidrager til, at organisationen får den nødvendige administrative støtte og koordinering. Vi prioriterer samarbejde, faglighed og arbejdsglæde højt, og du får en hverdag med stor kontaktflade og mange forskellige opgaver. Opgaverne løses i tæt samarbejde med kolleger i København, Aalborg, Aarhus og Vejle.
Interesseret?
Så send os dit CV via ansøgningsknappen. I stedet for en ansøgning beder vi dig besvare nogle spørgsmål, så vi kan lære dig og din motivation bedre at kende. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Susanne Munk Jørgensen på sul@di.dk .
Vi bestræber os på at besvare dine spørgsmål hurtigst muligt, men grundet ferie kan du dog forvente længere svartid.
- Department
- Administration & Forretningssupport
- Lokationer
- DI København - Industriens Hus
- Antal stillinger:
- 1
- Ansøgningsfrist
- 31. juli 2026
- Samtaler
- Går du videre i processen, vil du blive inviteret til en personlig samtale via mail, så hold øje med din indbakke og evt. spamfilter.
DI København - Industriens Hus
Om Dansk Industri
Vi er Danmarks største erhvervsorganisation, og hver dag arbejder vi for at gøre dansk erhvervsliv til det bedste i verden!
Som medarbejder i DI er du en del af et unikt, værdiskabende fællesskab, der er større end de enkelte dele – sammen gør vi en verden til forskel for vores 20.000 medlemsvirksomheder. Vi tager vores rolle som samfundsaktør seriøst – derfor gør vi os umage med at levere høj service og faglighed til vores medlemsvirksomheder – og være på forkant med samfundsudviklingen – hvad enten vi påvirker den politiske dagsorden i erhvervslivets interesse eller leverer personalejuridisk rådgivning, uddannelser, netværk og arrangementer til de mange forskellige virksomheder i vores medlemskreds.
En værdiskabende karriere og et meningsfyldt arbejdsliv
I DI vil vi have de bedste rammer for et godt og meningsfyldt arbejdsliv. Derfor har vi fokus på at skabe en arbejdsplads med høj medarbejdertrivsel, fleksibilitet og muligheder for, at du som medarbejder kan udvikle dit fulde potentiale. Vi ved, at vi opnår de bedste resultater i fællesskab. Det betyder, at vi altid er imødekommende og nysgerrige over for vores kollegers idéer og aldrig er bange for at bidrage til hinandens succeser. En god DI-kollega er karakteriseret ved at bringe mod, styrke og hjerte til bordet i sin adfærd, sine relationer og i sine beslutninger. Dét skaber sammenhold, samhørighed og resultater.
Indflydelse – nationalt og internationalt
DI har hovedkontor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Vi er også til stede regionalt, europæisk og globalt – med kontorer og projekter rundt om i verden for at hjælpe vores medlemmer med at erobre nye markeder.
Læs mere om os på di.dk/job